
– en mindeværdig aften med både historie og den karakteristiske æggekage
8. april 2026
Hvidsten Kro – fortællinger der sætter sig i hjertet
Hobro Rotary Klub har besøgt kroen før, men det er altid en ny oplevelse.
Denne gang havde vi besøg af Hans Nejsum, som er lokalhistoriker og tidligere historielærer, som fortalte sin historie om Hvidsten Kro, Hvidstengruppen og historien frem til i dag.
Efter en rigtig god og traditionel æggekage fik vi en oplevelse, der blev hængende længe efter, vi havde rejst os fra bordet.

Kroen har været i familien Fiils eje siden 1884, og Hans delte bl.a. den særlige historie om Peter Fiil, der forelskede sig i en pige, som tilfældigvis havde en far med penge – og en far, der ikke ville acceptere forholdet. Her træder Steen Steensen Blicher ind i fortællingen, både som jæger og præst, og han endte med at vie parret uden farens viden. Hele historien er siden blevet foreviget i kalkmalerier i en af kroens bygninger.

En stor del af aftenen handlede naturligvis også om Hvidstengruppen – og om hvordan tanken om, at Marius skulle blive leder, opstod. Hans fortalte åbent om de konsekvenser, det fik for ham selv, familien og flere lokale. Hans havde regnet på omfanget af gruppens indsats og mente, at Hvidstengruppen var den modstandsbevægelse i Danmark, der modtog flest forsyninger af våben og sprængstof. De var 16 personer – 14 blev taget til fange, og de sidste to undslap til Sverige. Otte blev dømt til døden, og seks fik fængselsstraffe. Hans’ refleksion over, hvordan de kunne holde ud, var stærk: Troen og stoltheden over at have gjort en forskel bar dem igennem.

Der var flere i salen, der blev tydeligt berørte. Det gør indtryk at blive mindet om, at andre har sat deres liv på spil, og nogle endda mistet det, for den frihed, vi lever med i dag.
Tak til Hans for en stærk og nærværende fortælling – fortalt med hjertet.
Aftenen sluttede med fællessang: Altid frejdig når du går.