Sendt af Tina Woods

– medarbejderne tog i mod os, de og gav os noget til både hjernen, hjertet og maven

21. januar 2026

Udviklingen i finanssektoren og Sparekassen Danmark

Aftenens tema havde fokus på udviklingen i finanssektoren med særligt fokus på Sparekassen Danmarks forretningsmodel, strategi og aktuelle udfordringer. Lars Thomsen indledte med at give et overblik over Sparekassen Danmarks status, vækst og strategiske pejlemærker. Her blev især den lokale forankring og det selvejende grundlag fremhævet som bærende elementer i organisationens DNA.

Direktør Lars Thomsen fortalte om de overordnede markedsvilkår i finanssektoren, herunder den fortsatte uro på det geopolitiske område, som sætter sig i de finansielle markeder bl.a. i et markant stigende indlånsniveau.
 
Fusioner og opkøb fylder fortsat meget i branchen. Særligt blev Nykredits køb af Spar Nord nævnt som et eksempel på en udvikling, der påvirker hele sektoren og tvinger både fusionerende og selvstændige pengeinstitutter til strategiske overvejelser om positionering, samarbejder og konkurrencekraft.

Lars Thomsen fortalte videre om den digitale transformation og herunder AI. Sparekassen Danmark har bevidst valgt en strategi som "fast follower", hvor man ikke nødvendigvis er first mover på nye digitale løsninger, men i stedet fokuserer på at implementere gennemprøvede teknologier. Den personlige rådgivning ses fortsat som et centralt konkurrenceparameter i forhold til rene digitale aktører.
 
Lars Thomsen satte fokus på centralisering af IT-løsninger samt de stigende krav til compliance og regulering. Nye lovkrav og øget tilsyn fra Finanstilsynet medfører betydelige interne omkostninger og stiller krav til både organisation, processer og medarbejdere.
 
Sparekassen Danmarks strategi og værdigrundlag blev præsenteret med vægt på personligt lederskab, lokalt engagement og en formålsdrevet tilgang, hvor forretningsmodellen er funderet i princippet om at der skal gives tilbage til lokalsamfundet, hvilket den lokale Sparekassen Hobro fonden jo i den grad er et bevis på.
 
Lokalt i Hobro er aktiviteterne og antallet af arbejdspladser vokset markant som følge af fusioner. Fonden har gennem årene som nævnt uddelt betydelige beløb til lokale formål, hvilket understøtter Sparekassens stærke lokale forankring pointerede Lars Thomsen.
 

 
Den efterfølgende dialog i plenum kredsede blandt andet om balancen mellem værdibaseret ledelse og myndighedskrav, strategiske IT-samarbejder, Sparekassen Danmarks position i forhold til de store banker og udenlandske aktører samt fremtidige finansielle partnerskaber. Der blev også stillet spørgsmål til compliance-arbejdet, medarbejdertilfredshed og håndteringen af de forventeligt stadigt skærpede kapitalkrav fra Finanstilsynet. Vi fik alle et spændende indblik i finanssektoren som helhed og Sparekassen Danmark i særdeleshed. Tak for et godt oplæg!
 

 
Referent: Anders Graae Rasmussen
 
 
De bedste hilsner
Tina Woods
CICO, WEB og PR
Rotary Hobro 2025/26