Sendt af Tina Woods

– juleauktion til fordel for børn og familier i Indien

10. december 2025

Succesfuld juleauktion til fordel for LittleBigHelp

Lokalt fællesskab skaber global forandring – Rotary Hobros juleauktion indbragte et flot beløb til støtte til udsatte børn og familier i Indien

Rotary Hobro har endnu engang slået et stærkt slag for fællesskab og velgørenhed. Ved årets juleauktion for klubbens medlemmer blev over 50 auktionsemner solgt. Juleauktionen blev professionelt varetaget af Lars Haldrup, der i en varm og munter tone gav deltagerne mulighed for at byde på alt fra oplevelser og personlige bidrag til fine malerier og delikatesser – alle indtægter fra auktionen går ubeskåret til LittleBigHelp, som arbejder målrettet for at give børn og voksne i nogle af Indiens mest udsatte områder en reel chance for uddannelse, sundhed og et værdigt liv.

“Hobro Rotary Klub er stolt af at kunne støtte LittleBigHelp, en sag med både lokal forankring og global betydning, der gør livet bedre for børn og familier i en verden, hvor dagligdagen for mange er præget af økonomisk og social usikkerhed, " siger præsident Anette Skovlykke Nielsen, Rotary Hobro.

Fra Hobro til Indien – historien om LittleBigHelp

LittleBigHelp blev grundlagt i 2010 af Lisbeth Johansen, som er født og opvokset i Hobro. Hun tog et aktivt valg om at følge sin drøm om at hjælpe mennesker i Indien, der lever uden adgang til basale menneskerettigheder, uddannelse, sundhed og trygge rammer. 
 

Organisationen arbejder primært i Vestbengalen – især i slumområder i Kolkata og Howrah – og har i dag mere end 25 sociale projekter, som direkte støtter over 3.000 børn og voksne om året og indirekte påvirker endnu flere gennem uddannelse, kapacitetsopbygning og social støtte. 

Gennem projekter som community centres, støtte til skolegang, erhvervsrettet undervisning for kvinder, hjem for børn og specielle uddannelsescentre, bidrager LittleBigHelp til at give børn og familier værktøjer til at bryde ud af fattigdommens cirkel – med uddannelse og styrkelse af rettigheder som centrale elementer. 

Organisationens fokus er ikke kun nødhjælp, men bæredygtig forandring: LittleBigHelp arbejder for at styrke den enkelte til selv at tage ansvar for sit liv, frem for at skabe afhængighed af støtte.

Hvor langt rækker hjælpen?

Små beløb kan gøre en stor forskel i Indien, hvor leveomkostningerne i slumområderne er meget lave og der ofte mangler adgang til basal uddannelse, ernæring og sundhed. For få hundrede kroner kan et barn få skolematerialer, skolegang, et dagligt måltid eller hjælp til at komme sikkert i gang med en uddannelse – og med yderligere støtte kan familier få sundhedsydelser, erhvervstræning eller hjælp til at skabe varige forbedringer i deres liv.

Lisbeth Johansens engagement har udviklet sig til et stærkt lokalt og internationalt sammenspil, hvor mange i Hobro – og altså også Rotary Hobro – er med til at konkretisere hjælp ude i verden.

Det føles fantastisk at hjælpe andre – Læs mere om Rotarys motto: "Service Above Self"

Auktionens emner var doneret af klubbens medlemmer og deres virksomheder. Der var også personlige og andre kreative bidrag. I alt indbragte auktionen mere end 80.000 kr., som videregives direkte til LittleBigHelp.
 
 
 
Tak for en rigtig dejlig juleafslutning i Hobro Rotary Klub.
 
 
De bedste hilsner
Tina Woods
CICO, WEB og PR
Rotary Hobro 2025/26