– Amanda fra Chile holdt oplæg på dansk

15. april 2026

Udvekslingsstudent Amanda Vargas fra Chile holdt oplæg

Det er altid en særlig aften, når årets udvekslingsstudent har sin aften i klubben.

Rotary Hobro fik én af de aftener, der bliver hængende lidt længere end normalt – fordi den både rørte, imponerede og satte perspektiv på, hvad Rotary Internationals udvekslingsprogram faktisk kan.

Vores udvekslingsstudent fra Chile, Amanda Vargas, holdt et virkelig flot oplæg – på flydende dansk – om alt det, hun har oplevet og lært i løbet af sit år i Danmark. Det kræver mod at stille sig op foran en forsamling, fortælle sin historie og gøre det så tydeligt, nærværende og stærkt, som Amanda gjorde. Stor respekt for indsatsen 💪🏻 Du har helt sikkert fortjent en ekstra Toms Chokoladeskildpadde ❤️

Amanda satte ord på et år fyldt med oplevelser, rejser og nye venskaber – både her i Danmark og i det helt særlige fællesskab blandt udvekslingsstudenterne i Rotary Distrikt 1440. Unge fra alverdens steder, finder hinanden og skaber relationer på kryds og tværs af kulturer og landegrænser – og bidrager således til interkulturel forståelse og udbreder lysten til at skabe fred mellem os mennesker, uanset hvor vi bor og kommer fra.
 

Det er altid både rørende og meget følsomt, når en aften som denne løber af stablen. Værtsfamilier og klubmedlemmer fælder tit en lille tåre over hvor stærkt sådan et ophold påvirker de unge og værtsfamilierne. Denne gang var ikke en undtagelse.
 
De bedste hilsner
Tina Woods
CICO, WEB og PR
Rotary Hobro 2025/26